
Med Per Nielsens afgang tiltræder Dennis Barslund Thalund som ny administrerende direktør for Danlaser. Dennis er 40 år, uddannet klejnsmed og har mange års erfaring med både produktion og branchespecifikt salg. Ifølge Per Nielsen er Dennis’ profil den rigtige til at sikre en tryg og bæredygtig overgang for både medarbejdere, kunder og virksomheden som helhed.
”Det har været vigtigt at finde en person med blik for både håndværket og forretningen”, fortæller Per Nielsen. ”Dennis har den tekniske baggrund, branchekendskab og forretningsforståelse, der skal til for at lede en virksomhed som Danlaser. Jeg er overbevist om, han kan videreføre det, vi har bygget op – og samtidig bringe nye idéer og muligheder i spil”.
Kombinationen af praktisk erfaring og kommerciel indsigt giver Dennis Barslund Thalund et solidt afsæt i rollen som direktør. Han kendte i forvejen Danlaser fra branchen – som en fagligt stærk virksomhed med gode relationer og et tydeligt fokus på kvalitet. Han understreger, at ethvert udgangspunkt for udvikling starter med det, virksomheden allerede gør godt.
”Danlasers fundament fungerer – og det skal vi bygge videre på,” forklarer han. Vi skal stadig være stærke på teknologi, kvalitet og samarbejde, men også turde kigge fremad og prøve nye ting af. Medarbejderne er fagligt dygtige og ambitiøse – det betyder meget for den kurs, jeg gerne vil sætte. Danlaser skal være et sted, hvor vi rykker os, teknologisk og menneskeligt – og hvor vi bliver ved med at udfordre, hvad vi kan som virksomhed og fagfolk”.
Dennis Barslund Thalund tiltræder som direktør med klare ambitioner for Danlasers fremtid, men lægger vægt på at værdsætte de styrker, virksomheden bygger på. Derfor vil Per Nielsens viden og erfaring fortsat være vigtige ressourcer, selvom han træder tilbage.
”Det betyder meget for mig at have Per at trække på. Jeg har stor respekt for det, han har bygget op – og for kulturen, han har været med til at forme. Historien rummer vigtig viden, især når man skal sætte en retning for fremtiden”, slutter Dennis Barslund Thalund.
- Ring eller skriv. Du er også velkommen til at komme forbi med dit oplæg, tegning eller idé.
TAG EN SNAK MED OS